Mere fokus på energiforbruget
Det kan godt tyde på, at den konstante snak om energiforbrug og CO2 udslip efterhånden har vundet indpas hos de danske forbrugere. Det ser i hvert fald sådan ud, hvis man kigger på en række nyere tal fra Go’ Energi. Tallene viser, at 80 % af forbrugerne nu kigger på totalomkostningerne, når de skal erhverve sig en ny tørretumbler. Det betyder, at selve købsprisen nu kun er én af de faktorer, der bliver taget hensyn til i udvælgelsen. En anden vigtig faktor for forbrugeren er blevet omkostningerne i forhold til driften; det vil sige hvor meget strøm og evt. vand, hvidevaren bruger årligt.
Der kan heller ikke være tvivl om, at forbrugerne har gang i noget af det rigtige. Hos Go’ Energi har man regnet sig frem til, at der kan være en komplet besparelse på lidt over 5500 kroner, hvis man vælger en energivenlig tørretumbler. Alternativet kan være, at man vælger en tørretumbler, som har en lavere købspris, men hvor energiforbruget er større. De kolde kontanter er imidlertid et tydeligt bevis på, at det ikke kan betale sig. Også på andre hvidevarer er der penge at spare i løbet af produktets levetid, så hvis du alligevel står overfor udskiftningen af en hvidevare, kan det godt betale sig at kigge efter en fornuftig energiklasse.
Der kan være mange årsager til det nylige fokus på energivenlighed, og mediernes skræmmebillede er nok kun en af mange. En anden årsag kan være, at danskerne generelt set har flere hvidevarer i hjemmet end tidligere, hvorfor det i højere grad begynder at kan svare sig at holde øje med energiforbruget. Et godt bud kan også være, at forbrugerne bliver gjort mere opmærksom på, hvilke produkter de bør vælge via labels og mærkater. Lige meget hvad årsagen er, er det i hvert fald en positiv udvikling for både økonomien og din egen pengepung.
